Næste koncert: 21. marts

Månedens Korsats / 2024/ januar

Euphonia synger i Tyskland

“Månedens korsats” januar 2024 er en optagelse fra korets turne
til Tyskland i oktober 2023, og denne gang er der tale om en korsats,
skrevet af en af korets sangere, Bjarne Kiel fra tenorgruppen.

Det er også Bjarne, der dirigerer koret, og koncerten finder sted i den
imponerende Ûberwasser Kirche i byen Münster, hvor der, som man
tydeligt kan høre det, er tale om en virkelig flot akustik.

Teksten er fra Lukas 1, hvor jomfru Maria bryder ud i lovsang, efter
englen har fortalt hende, at hun skal føde verdens frelser, Jesus Kristus.

Denne tekst kalder men ligefrem “Marias lovsang” eller “Magnificat”,
min sjæl højlover Herren, hvilket refererer til den første linje.

Det siger sig selv, at vi i koret er ikke så lidt stolte over at kunne rejse
til Tyskland og opføre original musik af et af korets medlemmer.
Det blev en stor oplevelse at synge denne helstøbte og fine komposition,
og det talstærke tyske publikum kvitterede da også med taktfaste
klapsalver.

Det samme var tilfældet med endnu en sats af et andet kormedlem,
Andreas Werenfelt fra basgruppen, og denne sats vil blive præsenteret i
den næste udgave af “Månedens korsats”

Kastrup d. 19. januar 2024
Ole Reuss Schmidt

Denne side benytter cookies. Ved fortsat brug af denne side, accepterer du brugen af cookies.   Læs mere