Næste koncert: 21. marts

Månedens Korsats / 2021 / Juni

Euphonia i fødselsdagshumør

Endnu en gang har vi, på grund af Corona-nedlukningen, været en tur i korets arkiver for at finde frem til månedens korsats, og denne gang er vi gået tilbage til en koncert i Korsvejskirken d. 6. oktober 2014, hvor Bent Pedersen var til stede og optog koncerten.

Og hvorfor så lige denne korsats? Jo, for på onsdag d. 9. juni fylder den største danske komponist nogensinde – mange vil dele denne opfattelse – 156 år, og det skal naturligvis fejres her på Euphonias hjemmeside.

Ja, rigtig gættet, det drejer sig om Carl Nielsen (1865-1931), fynboen, der som en fattig 18-årig teenager rejste til København, hvor han påbegyndte en karriere, der med årene skulle vokse sig større og større, og som endte med, at han i oktober 1931 fik en begravelse i Københavns Domkirke, der var en statsminister værdig.

Ateisten, der med stort format komponerede kirkemusik

Egentlig er det ganske bemærkelsesværdigt, at han, der ellers orienterede sig ud fra en ateistisk indstilling til tilværelsen, alligevel skrev en række underskønne og dybe kirkemusikalske værker, deriblandt den forhåndenværende korsats: Dominus regit me, som er en af satserne i “Tre Motetter”, opus 55 fra 1929

I dette værk kan man tydeligt se, hvordan Carl Nielsen følger den trend, som var fremherskende i kirkemusikken i 1920’erne, og i de følgende fire-fem årtier.

Det drejer sig om en tilbagevenden til 1500-1600 tallets musikstil, den såkaldte vokalpolyfoni, en trend, der var meget stærkt påvirket af Thomas Laub (1852-1927), og hans bog fra 1920: Musik og Kirke.

Ydmyghed og respekt

Det ser således ud som om ateisten Carl Nielsen, der på dette tidspunkt er en stor berømthed, lukker kirkedøren op og betræder det kirkemusikalske univers med den største ydmyghed og respekt, og med hatten i hånden. For at komponere musik til brug i kirken og i henhold til kirkelige traditioner.

Samtid sætter han naturligvis også sit eget fingeraftryk på nodebilledet i disse værker, f.eks. kan man i den nærværende korsats tydeligt høre den lyse, fynske tone, som man genfinder overalt i hans musik, ligesom der midt i korsatsen bliver tale om et vist dramatisk præg, med brug af hurtige nodeværdier. Også det er typisk for Carl Nielsen.

Carl Nielsens kirkemusik og dens egenart

Men det er værd at bemærke måden, han gør det på, og dermed kommer vi frem til dette interessante spørgsmål: Gør Carl Nielsen noget anderledes, når han skriver kirkemusik?

Jeg mener helt klart ja, men må også sige, at jeg naturligvis her byder ind med min egen subjektive oplevelse af musikken af den store danske komponist.

For mig at se træder Carl Nielsen i sine kirkemusikalske værker, og ganske særlig i de tre motetter fra 1929, et skridt tilbage, og bliver mere objektiv, mere ”fin” om man vil.

Det ser ud som om, han i højere grad lader musikken tale for sig selv, med musikkens egen indbyggede dynamik og logik, alt sammen noget, der ligger i umiddelbart forlængelse af Thomas Laubs tanker, og der foreligger udtalelser fra Carl Nielsens egen mund, hvor han taler om at undertrykke personlig smag, og i stedet ”stræbe mod de krystalklare Værdier, som ligger gemt i Tonernes Egenvillie, hævet over alle slag Fornemmelser” (Carl Nielsen-selskabets node-udgave)

Men det sker vel at mærke på Carl Nielsens facon, og dermed bliver der tale om værker af en ganske særlig originalitet, både som kirke-musik, og som ”Nielsen-musik”.

Og så er det vel også ganske påfaldende, at nogle af de allermest elskede og skattede kirkemusikalske værker, eksempelvis melodien til ”Mit hjerte altid vanker”, rent faktisk er skrevet af en ateist, en af slagsen med et meget stort format.

Tekst og oversættelse

Dominus regit me, in loco
pascuae ibi me collocavit.
Super aquam refectionis educavit me 

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Salme 23,1-2

Kastrup, d. 3. juni 2021
Ole Reuss Schmidt