Næste koncert: 21. marts

Månedens Korsats / 2021 / September

En rigtig september-sang

Vi har sustravlt med at forberede rigtig spændende norsk musik til korweekenden d. 1.-3. oktober, men tog os lige tid til at indsynge denne fine sang som månedens korsats september 2021.

Det gjorde vi med stor fornøjelse, og vi lader den denne gang tale for sig selv uden yderligere kommentarer.

Tekst: Chr. Richardt, 1887
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard

Kammerkoret Euphonia synger under ledelse af Ole Reuss Schmidt, optagelse fra mandagsprøven i Korsvejskirken d. 13. september 2021. Solist Bjarne Kiel


Teksten i sammenhæng

En stille, høstlig brusen
igennem bøgeskoven går,
og som en vinges susen
gør leen skår i skår.
Og luftens bølger kløves,
thi storkens unger prøves
højt over bondens gård.

Det høje havedige,
hvor hyld og rose blomstred nys,
har ødt sit blomsterrige
og slukt sit kongelys.
Men bærret har sin sødme,
og æblets kind får rødme
fra solens sidste kys.

Og tidseltoppen dunes,
som om det var til bomuldshøst,
og hasselnødden brunes
til alle småfolks lyst.
Med blomster får det være,
thi nu vil alting bære
og række frem til høst!

Jeg elsker, hvad der trives
og sætter frugter i sin art,
selv om det ikke drives
til modenhed i fart.
Jeg hader, hvad der gærer,
når det kun sætter blærer
og aldrig bliver klart!

Men nu er frugtens time,
den kerner sig fra dag til dag.
Med hver en solestrime
får farve den og smag.
Og om end regn kun skyller,
med saften den sig fylder
i dybe åndedrag.

Du skønne livets orden,
at der på forår følger høst,
at der er mer end vorden,
og mer end ungdomslyst:
Bring korn i lo og lade!
Bring frugt bag dunkle blade!
Bring hjertet fred og trøst!

Denne side benytter cookies. Ved fortsat brug af denne side, accepterer du brugen af cookies.   Læs mere