Matthæus-Passionen til marts

Rapport fra prøvearbejdet

Beskaffenheden af Matthæuspassionen af Johann Sebastian Bach skaber lige nu en dejlig fortættet stemning i prøvelokalet under de ugentlige mandagsprøver i koret.

Det skyldes ikke blot de mange sangtekniske udfordringer, der bliver tale om - de er så interessante, så de såmænd alene er det hele værd - men det skyldes ligeså meget de mange forskellige facetter, der kommer frem i denne enestående musik.

Eksempelvis skildringen af den romerske retssag, der ryger helt af sporet, og som ender med at Jesus bliver dømt til døden. Her møder vi Bach som en fornem menneskekender i den musikalske skildring af det persongalleri, der er tale om.

Videre er de 12 overordentligt karakteristiske koraler, der er i værket, et kapitel helt for sig selv. Her møder vi fra komponistens hånd en helt særlig og fuldstændig unik udgave af "skolefaget" koralharmonisering. En udgave, der sprænger alle rammer, og som er betinget af, og på genial vis afpasset efter det tekstlige forlæg.

Videre er det spændende at iagttage, hvordan Bach hele tiden bruger koret, når der er tale om en folkemængde. Og for at opnå en fornemmelse af endnu mere "mængde" bliver koret i mange af disse passager splittet op i et ottestemmigt dobbeltkor, hvilket igen bringer et helt nyt og spændende klangligt univers med sig.

Osv. osv., mange flere ting kunne nævnes, og altsammen tilsætter i øjeblikket mandagsprøverne et særligt krydderi, af både musikalsk peber, stærk karry og tabasco.

Det turde være overflødigt at anføre, at vi i koret glæder os utroligt meget til nu først at få en pianist på til de sidste par prøver. Derefter at holde prøve sammen med orkestret, for så til sidst, og det bliver naturligvis højdepunktet, at opføre værket for publkum.

Fra et par uger før koncerterne finder sted og fremefter vil der i øvrigt her på hjemmesiden dagligt blive bragt såkaldte "små-notater", der fortæller om og formidler værket.