Månedens korsats januar 2012
Klik på dette link for at høre live-optagelse med Euphonia ved koncert i Korsvejskirken d. 13. juni 2011:
http://www.korsvejskirken.dk/downloads/2012-januar.mp3
Man kan ikke sige, at den tyske komponist Hans Leo Hassler (1564-1612) er den, der stjæler overskrifterne i nutidens musikliv, og faktisk er han vel egentlig ret upåagtet her i begyndelsen af det enogtyvende århundrede.
Ikke desto mindre var han den første tysker, der rejste til Italien for at studere, i 1584, da han som blot tyveårig opholdt sig i Venedig. Her stiftede han naturligvis bekendtskab med den venetianske skole, og her blev han desuden venner med Giovanni Gabrieli. Da han året efter vendte tilbage til Tyskland, blev han organist i Augsburg.
Det kunne være interessant at vide, om folk i Augsburg omkring 1600 gik rundt på gaden og sagde: "Det er alt for kedeligt at synge salmer". Under alle omstændigheder ser det ud til, at byens organist på den tid, Hans Leo Hassler, gerne ville bringe fornyelse, for han udfærdigede i 1608 en hel lille koralbog "Kirchengesäng", hvor han forsynede kendte salmemelodier med hans egne harmoniseringer.
Man møder her en stil, der er typisk for sin tid, og som Hans Leo Hassler efter min bedste opfattelse formår at fylde med en ganske særegen karskhed og dertil en djærv rytmisk nerve, der er aldeles velgørende.
Således også i den forhåndeværende udsættelse, som Euphonia fremfører med benyttelse af den danske oversættelse af Luthers berømte kampsalme: "Vor Gud han er så fast en borg". Originaltitlen hedder: "Ein feste Burg ist under Gott".
Det er helt tydeligt, at tekst og korsats her kommer til at passe til hinanden som hånd i handske, og inspireret heraf har vi i Euphonia valgt at sætte an i et godt og friskt tempo. Ingen kan vide, om Hans Leo Hassler har haft et lignende tempo i tankerne.
Men hvorfor dog ikke, og det kan jo også være, at hans tempi har været endnu kvikkere. Ligegyldigt hvad, så er der en sådan saft og kraft i Hans Leo Hasslers harmoniseringer, så man kun kan forestille sig, at den unge organist, der i 1884 drog på studierejse til Venedig i Italien, og som efterfølgende beklædte organistembedet i Augsburg - man kan kun forestille sig, at han har været en spændende personlighed, der var fuld af vitalitet
Og hvis der skulle være en og anden blandt denne hjemmesides publikum, der ved at høre satsen får associationer til langt senere tiders jazzmusik, så kan jeg kun sige, at jeg er helt enig.
Ole Reuss Schmidt, januar 2012
.
