Månedens korsats, august 2011

På denne side: Først omtale af indspilningen, dernæst omtale af korsatsen

1. Indspilningen

Kammerkoret Euphonia synger, og der er tale om en ubearbejdet live-indspilning fra korets sommerkoncert i Korsvejskirken d. 13. juni 2011.
Det er Svend Erik og Jonna Nielsen, der har stået for det lydtekniske.

- Sopran -
Birgith Lystlund Larsen, Emilie Holm Bendixen, Maria Løye Samsson og Judy Hunskjær Olsen
- Alt -
Edda Schlanbusch og Antesa Jensen
- Tenor -
Orla Jensen og Rasmus Christensen
- Bas -
John Ekberg, Henrik Witt-Hansen og Martin Hunskjær Olsen.

Ole Reuss Schmidt dirigerer.

Liveoptagelse af sommerkoncerten i sin helhed foreligger i øvrigt på CD, der sælges for 50,- kr. plus forsendelse. Henvendelse til koret, klik på bjælken ”Kontakt” her på hjemmesiden.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
2. Omtale af korsatsen
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Denne godt og vel 500 år gamle sats af Josquin des Prez ånder ligefrem af fugakunst. Der er dårligt nok en eneste stemmeindsats, der ikke på en eller måde indgår i et fugeret forløb, og det får nodebilledet til at fremstå som en sammentømret helhed, ligesom det i meget høj grad bibringer både stramhed og stringens.

Samtidig er flere af de anvendte temaer så enkle i deres opbygning og struktur, som et tema næsten kan blive.
Lad os for et øjeblik kaste et blik på indledningstemaet:

Som man kan se, er der her kun anvendt fire toner: g, c, d og e, og temaet kunne såmænd sagtens have været begyndelsen på en børnesang.
Sådan ser det ud, hvis man kigger på temaet isoleret. Men hvis man så ser på, hvordan det samme tema sættes i spil og kommer til at indgå i et fugeret forløb, så bliver der pludselig tale om en sammenhæng og en kompleksitet stemmerne imellem, som er alt andet end en analogi til en børnesang.
Med andre ord: Byggeklodserne er ganske enkle og ligetil, men bygningen bliver til en avanceret, arkitektonisk perle.

Et andet karakteristisk træk kan iagttages flere steder i satsen, lige før der indtræffer en kadence. Her skiftes der til hurtigere nodeværdier, ligesom rytmen bliver brudt op og forskudt mellem stemmerne. Derved bliver der tale om en rytmisk accentuering, og derved sker der igen en ophobning af musikalsk energi, lige før det hele forløses og falder på plads på den efterfølgende kadence. Et godt eksempel indtræffer efter 1 minut og 28 sekunder, hvor der synges ”nova replet laetitia”.

Højdepunktet må imidlertid være det nodebillede, der indtræffer efter 2 minutter og 47 sekunder og som udfylder de følgende 15 takter.
Her synges ordene ” Ave vera virginitas osv.” nærmest som om, der var tale om en koral. Men tenorstemmen, og det er så tricket, går på tværs, forstået på den måde, at den synger et taktslag forskudt og forsinket i forhold til de andre stemmer. Det lyder næsten som om tenorstemmen ”aber efter”, og det kaster et, om man vil, pikant skær indover musikken, som var der tale om anvendelse af et særligt krydderi.
Samtidig skifter taktarten fra todelt takt til tredelt takt, hvilket også giver en fornemmelse af, at her sker der noget særligt.

Der er dem, der mener, at menneskeheden kulturelt har gennemgået en løbende degeneration århundrede efter århundrede. Således at den gamle babyloniske kultur var høj, den senere græske lidt lavere, den endnu senere romerske endnu lavere og den vesteuropæiske kultur skulle så være sunket yderligere igen.
Personligt tror jeg ikke, det er muligt entydigt at argumentere for sådan et synspunkt, dertil er trådene alt for spegede. Men når jeg hører den renfærdighed og den deraf følgende ophøjede højtidelighed, der præger denne 500 år gamle musik af Josquin des Prez, så kan jeg godt spørge, om man på dette tidspunkt i verdenshistorien, dvs. omkring år 1500, har haft noget, som senere tider ikke er i besiddelse af. Og som så på desto mere forunderlig vis bibringes os moderne mennesker gennem musikken.

Det musikalske univers, man møder i musikken af Josquin des Prez, repræsenterer noget helt særligt, ingen tvivl om det. Men alligevel er det ikke svært at drage sammenligninger til langt senere tiders minimalmusik, og her springer et navn som den nulevende komponist Arvo Pärt med det samme i øjnene.

En koncert med temmelig gammel musik af Josquin des Prez (ca. 1550-1521) stillet overfor temmelig ny musik af Arvo Pärt (f. 1935), ja det kunne sagtens blive et spændende projekt for Kammerkoret Euphonia.

Men lige nu drejer det sig om Bachs Matthæus-Passion – og det er så også temmelig spændende, skulle jeg hilse og sige.

Ole Reuss Schmidt, juli 2011

- - - - - - - - - - - Kammerkoret Euphonia - Professionalisme med godt humør - - - - - - - - - - -